Tekst og foto af Jan Falk Borup

The Beat

Jan: Fortæl kort om din baggrund, f.eks. hvor din interesse for kunst stammer fra.

Lars: Et svar på dit spørgsmål om hvor min interesse for kunst stammer fra kan ikke undgå at blive en efterrationalisering, for svaret fortaber sig i min barndom, men en form for sandfærdighed vil være at sige at kunst, både nu som tidligere, for mig er en måde at reagere på: at reagere i form af at fortælle – måske nærmere at vise frem - og i at prøve at erkende. Den dobbelthed, om du vil, danner sit eget frirum, hvor intet er formålsbestemt, intet er instrumentaliseret politisk eller religiøst eller hvad har vi. Det betyder ikke at kunst er frit svævende og ikke er en del af eller handler om virkeligheden, men at den i mine øjne erkender og repræsenterer virkeligheden på måder som der i almindelig, spekulativ, politisk, formålsbestemt adfærd helt enkelt ikke er ringeste mulighed for. Så længe jeg holder mig fri af alle de meninger og holdninger til min omverden som det er så inderligt nemt og billigt at have (at internalisere) og at kolportere, så tror jeg at jeg kan befinde mig i det ovennævnte mentale frirum. I det øjeblik jeg træder ind over skellet til meningerne og holdningerne, med andre ord: politikken, så er det med fare for for det første at indtræde i normaliteten, hvor vi formentlig alle befinder os det meste af tiden, og hvor der aldrig tænkes eller udtrykkes en selvstændig tanke eller idé, for det andet for blot at bekræfte status quo, politisk såvel som metafysisk, og for i alleryderste konsekvens at blive en maskine, et produkt af noget totalitært. Det er vigtigt for mig at opsøge de steder eller tilstande hvor jeg kan tænke i analogier, erkende og gengive symbolsk, se og danne forbindelser mellem følelser og idéer.

Jan: Jeg har svært ved at se hvordan du undgår at træde over det skel mellem det mentale frirum og den politiske virkelighed. Når man ser på din udstilling i Galleri Udengaard, er det da i høj grad en kunstner med noget på hjertet som man møder. Godt nok undgår du at komme med endegyldige meninger, men du udtrykker vel både en mening og en holdning i din udstilling?

Lars: Du har ret i at jeg træder over det skel. Det er selvfølgelig sådan at der ikke er noget der hedder at holde sig uden for den politiske virkelighed. Men jeg mener at der er nogle spørgsmål om hvad kunst er og hvad den kan og/eller skal bruges til, som hænger sammen med eksistentielle og metafysiske spørgsmål om hvad det menneskelige og det menneskelige fællesskab er. Det menneskelige fælleskab er ikke det samme som for eksempel "samfundet", "Staten" og "forsvarspolitikken". Det jeg mener med meninger og holdninger er noget der hører til i den benhårde politiske virkelighed (hvor mange mennesker hver morgen vågner op på den forkerte side af kapitalismen, eller er ofre for en miltær brandslukningsmanøvre og så videre, og så videre). I "the beat" drejer det sig om spørgsmål om hvad et menneske er, hvad en maskine er: hvad er det der tilsyneladende gør det muligt at betragte et menneske som en maskine? Er det en værdig menneskeopfattelse? Er der en ånd i maskinen, altså i mennesket, i menneskekroppen? – og hvis der er det, hvorfor har vi så delt mennesket op I krop og sjæl? Dette er i min opfattelse ikke politiske spørgsmål. Det er spørgsmål der burde ligge til grund for politikken, spørgsmål der kommer før alt andet, og som jeg prøver at stille med "the beat". Tingene på udstillingen er lavet på ret kort og intens tid, i en slags rus, og samtidigt, så der opstod en sammenhæng og en masse korrespondancer tingene imellem. Jeg oplevede, og jeg håber det mærkes på udstillingen, en, i mangel af bedre ord, musikalitet eller en rytme, en frihed til at danne – eller se – sammenhænge, både betydningsmæssigt og formelt – i gode stunder er der ingen forskel på form og indhold. Det er mit håb at udstillingen - også - er opløftende og ansporende. I bedste fald fører udstillingen ind i et frirum som det jeg taler om.

Jan: Nu er det jo ikke Charles Chaplin fanget i et virvar af tandhjul som man finder afbildet i dit værk "The Beat", men i stedet blandt andet krigsmaskiner. Hvordan kan det undgås at aflæse dit værk som direkte politisk kritik? Vi er jo et land i krig, selv om den folkelige debat har måske har glemt dette faktum.

Lars: Du må gerne aflæse en direkte politisk kritik. Det er formentlig helt logisk. Men udstillingen har som ærinde mere end det: Militær teknologi er ude på den yderste horisont, krigsmaskinerne er ind til videre de ultimative maskiner, de mest avancerede forlængelser af kroppen, af mennesket. Derfor optræder figuren "maskinen" på udstillingen som "krigsmaskinen", derfor så insisterende mange helikoptere og bombefly. At du aflæser en kritik af vor nuværende status som krigsførende, er helt indlysende fint, og du er heller ikke den første til at nævne det. Jeg håber bare at du kommer videre end det i min udstilling (for du er formentlig enig i kritikken), til nogle overvejelser, som dem jeg nævnte tidligere. Jeg insisterer på at der er fænomener i tilværelsen som ligger til grund, eller burde ligge til grund, for al politisk tænkning og handling. Det er dem jeg gerne vil nærme mig. Kunst der kun fremfører meninger er i mine øjne i bedste fald nytteløs, i værste fald svær at skelne fra politisk propaganda. Ideelt giver kunst adgang til et alternativ, eller et korrektiv, til det vi er enige eller uenige i i forvejen. John Coltrane (eller hvem du nu oplever noget stort musikalsk ved) har, tror jeg, givet en større gave til menneskeheden end de fleste politiske kunstnere af den slags der erklærer sig som sådanne og bærer det som et skilt uden på tøjet. Jeg tror at begrebet betydning er noget radikalt andet i kunst end det er udenfor kunsten. I kunst repræsenteres der associativt, symbolsk, tilsyneladende ulogisk, rhizomatisk, under overfladen, udenom klichéerne, vi er på distance fra almindelig (såkaldt) handlen, følen og tænkning. Det kan være langt mere funky. Og når kunsten virkelig virker kan man tage den med sig.

Works

Home