Uddrag fra "Uncontrolled," katalogtekst af Rune Gade, Space Poetry, København 2001.

Lars Buchardts værk Rutschebane/limbo svæver udspændt i rummet, som en kuriøs krydsning mellem et vindfyldt sejl og en satellit i vægtløst kredsløb om Jorden. Allerede ved første indtryk fornemmer man det skisma mellem det frydefulde styrts eksaltation (rutschebanen) og ubevægelighedens endeløse stase (limbo), som også titlen indikerer. I sin totalitet, som en hængende, metallisk "bro" der skærer sig igennem rummet, ligner værket en forvokset variant af Vladimir Tatlins konstruktivistiske "hjørnekontrarelieffer," der også fjernede skulpturen fra dens konventionelle bestemmelse som genstand på gulvet og lod den forholde sig mere specifikt til de rumlige omgivelser, den var integreret i - ikke ophøjet på søjlen, men indfældet, delagtig i rummet. Buchardts værk viser sig dog ved nærmere eftersyn, i modsætning til Tatlins, at integrere figurative elementer i form af fotografier, der er monteret på små vertikale "steler" som skyder sig ud fra de større, svagt skråtstillede, horisontale flader.
Et mikrounivers åbner sig for én, når man nærmer sig Rutschebane/limbo. Værkets dominerende metallisk-blanke flader fremtoner som spejlfolie, der lader installationen forholde sig til sine omgivelser på mere end det rent spatiale niveau. Den svævende installation spejler rent visuelt, kaster omverdenens billede tilbage på den selv. Ikke som "rene" spejlbilleder, der i deres perfektionerede illusion fordobler virkeligheden, men derimod med alle de forvrængninger og "fejl," som foliens mindre plane montering bevirker. Man ankommer derfor snarere til en miniatureudgave af Tivolis spejlsal, hvor det almindelige spejls perspektiviske illusion afslører sig som en konstruktion, et "billede", der blot anlægger ét muligt perspektiv blandt et utal af variationer, som spejlet potentielt kan aftegne verden i, hvis dets bærende flade ikke slet og ret er plan, men derimod buet, konveks eller konkav i forskellige grader. Buchardts spejlfolier er alle tingene på én gang: uregelmæssige, vilkårlige, ukontrollerede. Spejlfolien er nemlig sådan et ømtåleligt materiale, som mister sin glatte, plane spejlfinish, så snart man bearbejder den i hånden. I Rutschebane/limbo resulterer dette i en særdeles "levende" spejlflade, der på samme måde som en rolig havoverflade forekommer at være i en næsten umærkelig bevægelse fremkaldt af usynlige kræfter, duvende blidt og lydløst. Installationen afspejler således ikke sine omgivelser i traditionel forstand, men forvrænger dem, fortegner dem.
De små vertikale steler viser sig at danne en kompleks og næsten uigennemtrængelig labyrint af fotografier, hvis motiver for de flestes vedkommende kun kan ses forskudt via den spejlfolie, der er monteret på de modstående steler eller hovedvendt i den horisontale flades spejlfolie. Desuden må man også fysisk tilpasse sig installationen, der er anbragt i en højde, som fordrer at man, hvis man er af gennemsnitshøjde, bøjer sig en anelse ned for at se de fotografiske motiver. De motiver, man således akavet får adgang til, er magisk livagtige og mere virkelighedstro end virkeligheden - ikke med det hyperreelles syntetiske overmål af virkelighed, men med den menneskelige perceptions skævheder og slør. Motiverne viser forskellige prospekter fra storbyer som Tokyo, København, New York og Paris, urbanitetens eksteriøre overflader af asfalt, glas og stål. Som en amokløben opstalt over en hybrid metropol danner Rutschebane/limbo et sprængt, kubistisk perspektiv i tre dimensioner. Storbyerfaringens intensitet og distraktion, samt den fysiske fornemmelse af beklemthed og svimlende klaustrofobi, rekonstrueres med stor akkuratesse i Buchardts installation, der endvidere lader denne erfaring iblande associationer til filmmediets gengivelse af storbyer i det tyvende århundrede. Sølvskærmen og biograflærredet, som Buchardt i flere af sine tidligere arbejder har tematiseret, er også en af de referencer som sølvfolien bærer med sig, og som yderligere forstærkes af de sceniske fotografier i installationen.
Rutschebane/limbo er en spaced out konstruktion - en særegen kombination mellem et rumfartøj, en arkitekturmodel, en biograf - der samler modsatrettede tendenser som bevægelse og standsning, leg og alvor, billedets todimensionalitet og genstandens tredimensionalitet til ét samlet hele. Installationen sætter fokus på relationen mellem beskuer og værk, idet dens veltilrettelagte blikbarrierer fremtvinger en markant bevidsthed om synsvinklens bestemmende karakter hos beskueren. Vi kan ikke på samme tid overskue den og kende den i detaljen, for den er som storbyen selv: man kan ikke bevæge sig ind i den uden risiko for at fortabe sig i den, fare vild i den.
Rutschebane/limbo lægger sig i dette krydsfelt mellem forførelse og fortabelse, som den i en meta-gestus både inkarnerer og kommenterer.

Tekster/Texts

Home